For et par uger siden fik jeg en fantastisk gave af min farmor. En pose med hash-hash, som er en tyrkisk specialitet der kun bliver produceret et specielt sted i Tyrkiet. Det er en birkes-pasta, som man rører op med enten solsikkeolie eller olivenolie, alt efter temperament og smag, og smører enten på tyrkiske fladbrød eller laver små (ikke-søde) birkes-snegle. Jeg har haft min ration stående i fryseren, indtil i dag hvor jeg stod tidligt op, slog en dej op og ja nu venter jeg spændt på at min dej skal hæve så jeg kan få fingrene ned i den og lave mine snegle.
Har du ikke lige en tyrkisk farmor der kan give dig så fine gaver, kan du sagtens selv lave det. Du skal have en granitmorter, hvor du stille og roligt og med masser af tålmodighed, maser dine birkes til en pasta. Du kan evt. tilsætte en lille smule olie så de små frø ikke hopper for meget.
Ingredienser, 2 plader
20 g gær
ca. 700 ml lunkent vand
ca. 3 dl fuldkornshvedemel
ca. 6 dl hvedemel
2 spsk salt
Fyld:
2-3 spsk birkes-pasta
2-3 spsk olivenolie
Opløs gæren i vandet, tilsæt salt og fuldkornshvedemel. Brug en røremaskine eller et piskeris til det her. Tilsæt hvedemel lidt ad gangen til du har en blød dej. Den skal ikke være fast, men heller ikke for tynd. Rør eller ælt dejen i ca. 15 – 20 min enten på maskine eller ved håndkræft. Lad den hæve et lunt sted til dobbelt størrelse i ca. 1,5 time. Hæld dejen ud på et meldrysset bord og fold den et par gange så den ikke klistrer for meget på fingrene. Fordel dejen i 2, og rul dem ud til en tykkelse på ca. 0,5 cm. Fordel et tyndt lag birkes-pasta og rul dejen sammen på den længste del. Skær ud i ca. 3 cm tykke skiver og fordel på en bageplade med bagepapir. Pensl med lidt olivenolie og lad dem hæve i ca. 1 time og bag ved en 250 grader varm ovn i ca. 15 min eller til de er gyldne.
Birkes-snegle blev vist på Rukiyes Mad på 20. februar 2011.